Opvarmning af honning.

Når biavleren skal udvinde honningen fra de celler, hvor bierne har indlejret sin honning, påbegyndes arbejdet med afskrælning af vokslågene der dækker de enkelte celler, og dette kan ske med f.eks. en opvarmet skrællegaffel. Nogle bruger også opvarmning af bunden af Slyngen, for at gøre honningen tyndtflydende, men mest almindeligt er det, at biavleren der har mere end 100 kg. Honning opvarmer sin honning når denne skal sies for de urenheder som kan findes i den ny slyngede eller pressede honning. Dette fremgår også af at samtlige systemer til at si sin honning igennem, er forberedt til, eller monteret med en form for varmegiver. Herved opvarmes honningen sådan, at den lettere kan passere isposen eller filteret, og derved gøres arbejdet lettere for biavleren. Enhver biavler, der forsøger at si sin honning uden at opvarme den, ved hvor stort arbejde dette kan være, da det hele tiden er nødvendigt at rense siens indvendige sider for urenheder samt begyndende krystalliseret honning.

Der findes flere typer på enzymer i honning, men nogle af de almindeligste og letmålelige er bl.a. diastase og invertase. Der er lavet mange undersøgelser af den skadelige påvirkning det har på honningen når denne opvarmes, og herunder findes en analyse som er lavet af den engelske kendte biavlsforsker Eva Crane. Af denne analyse fremgår det at halveringstiden for disse enzymer begynder at gå meget hurtigt allerede ved 25° til 30° varme.

Langt de fleste biavlere sælger deres honning til Honningcentralerne. De tapper deres honning på store spande, hvor den står og krystallisere, og afleverer så honningen på centralen. Når centralen skal have honningen ud af disse spande, er det nødvendigt at opvarme honningen, da det ellers er umuligt at få honningen ud, sådan at den kan sies - podes og emballeres. Da langt det meste af den honning der sælges på markedet, ca. 90% af alt dansk honning, stammer fra honningcentralerne, vil det sige at langt det meste  af den honning  der sælges på markedet er opvarmet.